Ifølge Dansk Riesenschnauzer og Pincher klub er der desværre observeret en del tilfælde af hypothyroidisme, også kaldet nedsat skjoldbruskkirtelfunktion, blandt riesenschnauzere i Danmark.

Denne artikel er et sammendrag fra et specialeprojekt, hvis formål var at klarlægge om der er en høj forekomst af hypothyreoidisme blandt riesenschnauzere i Danmark. Yderligere ville vi også se nærmere på, om man eventuelt ville kunne teste visse relaterede parametre der kan måles ved en blodprøve, bl.a. T4, TSH og TgAA, som en del af nye avlsretningslinier, for at reducere en høj forekomst. Disse parametre forklares nærmere senere i teksten.

Specialet, der er udarbejdet af Stina Elmelund og Stine Tolderlund, blev til på baggrund af en opfordring fra Dansk Schnauzer og Pinscher Klub samt Dansk Kennel Klub som ønskede at få klarlagt problemets omfang i Danmark. Vejleder på specialet var Professor Annette Flagstad, Institut for Mindre Husdyrs Sygdomme, Den Kgl. Veterinær og Landbohøjskole.

På Uppsala Universitet i Sverige har man i årene 1998 og 1999 lavet en lignende undersøgelse af den svenske riesenschnauzerbestand. Denne undersøgelse viser, at ca. 8,5 % af svenske riesenschnauzere har nedsat skjoldbruskkirtelfunktion. Også i USA kender man til en høj forekomst af hypothyreoidisme indenfor riesenschnauzere. I Orthopedic foundation for animals’s database ligger riesenschnauzeren på en 5. plads på listen over de racer, hvor lidelsen hyppigst forekommer.

Meget tyder på, at en stor del af tilfældene er arveligt betingede. Allerede i 1984 figurerede hypothyreoidisme hos riesenschnauzeren på listen over arveligt betingede sygdomme/defekter hos hunde i Sverige. I Sverige anbefales det nu at teste T4(eller fri T4), TSH og TgAA før hundene indgår i avl.

Hvad er nedsat skjoldbruskkirtelfunktion?

Skjoldbruskkirtlen er en lille kirtel, der sidder ved strubehovedet. Den producerer stofskifte-hormonerne T3 og T4, der er med til at regulere samtlige af kroppens stofskifteprocesser. Skjoldbruskkirtlens produktion af stofskiftehormoner reguleres overordnet af hjernen ved hjælp af bl.a. hormonet TSH. Nedsat skjoldbruskkirtelfunktion opstår når skjoldbruskkirtlen ikke producerer den mængde stofskiftehormoner, kroppen har behov for.

Ved hypothyreoidisme er der stort set ikke det væv eller organsystem, der ikke påvirkes. Hypothyreoidisme er en af de hyppigst forekommende hormonelle lidelser hos hund. Lidelsen

er ikke direkte livstruende, men giver anledning til nedsat livskvalitet og kan være en væsentlig

udgift for ejeren, i form af hyppige dyrlægekonsultationer og bekostelig medicinsk behandling. Der findes flere forskellige former for hypothyreoidisme hos hund. 95 % af tilfældene skyldes at selve skjoldbruskkirtelen ikke fungerer optimalt, en såkaldt primær hypothyreoidisme.

Symptomer på hypothyreoidisme kan være meget forskelligartede, men typisk har hunden en kedelig pels der ikke vokser ud efter trimning, den er ofte overvægtig trods normalt foderindtag, er blevet mere sløv og har ikke længere lyst eller evne til at være aktiv. Der kan også ses fedtet hud og/eller skæl i pelsen, hyppige infektioner i huden samt øjne og øreproblemer.

Test udført hos dyrlægen

T4, fT4 og TSH: De parametre man ser på, når man skal undersøge for hypothyreoidisme, er T4 og TSH. T4 (thyroxin) er et af de stofskiftehormoner skjoldbruskkirtelen producerer. Denne værdi kan fortælle om kirtelen producerer den nødvendige mængde. T4 kan måles på 2 måder, vha. fri T4 (fT4) og total T4 (tT4). Fri T4 har den fordel at den ikke er så påvirkelig af andre faktorer, men det er samtidigt også en dyrere test. Fri T4 er at foretrække for total T4, men total T4 sammenholdt med TSH har også høj diagnostisk værdi.

Hvis en hund har en T4 værdi indenfor normalgrænsen er den ikke hypothyreoid. Hvis den har en lav T4 værdi kan det skyldes at den er hypothyreoid, men mistanken skal understøttes af flere parametre, da andre lidelser eller behandling med visse medikamenter kan resultere i en lav T4 værdi. Man kan så måle TSH-niveauet (thyreoidea stimulerende hormon). Dette er et hormon fra hjernen, der regulerer skjoldbruskkirtelens produktion af stofskiftehormoner. Hvis der er mangel på stofskiftehormoner, vil hjernen øge frigivelsen af TSH for at stimulere skjoldbruskkirtelen. TSH er ikke så påvirkelig af andre lidelser som T4.

Altså, hvis en hund har en lav T4 eller fT4 og en høj TSH er der stor sandsynlighed for at den er hypothyreoid. Desværre har ca. 20-25 % hypothyreoide hunde en TSH værdi indenfor normalgrænsen. Der må man understøtte diagnosen med kliniske tegn og evt. positivt TgAA resultat.

TgAA: En af de hyppigste årsager til primær hypothyreoiditis er en betændelseslignende tilstand i kirtelen, en såkaldt lymfocytær thyreoiditis. TgAA står for thyreoglobulin autoantistoffer. Thyreoglobulin er et stof der normalt kun er inde i selve kirtelen og ikke har kontakt med blodbanen. Hvis det sker, som det gør ved en betændelseslignende nedbrydende tilstand i kirtelen, producerer kroppen autoantistoffer mod thyreoglobulin. Adskillige undersøgelser tyder på en genetisk arvegang af lymfocytær thyreoditis.

Den bedste markør for lymfocytær thyreoiditis er TgAA. Racer, der anses for at have størst risiko for hypothyreoidisme, har størst forekomst af TgAA. En række videnskabelige undersøgelser har påvist at den gennemsnitlige forekomst af TgAA hos hypothyreoide hunde er 57 %. Denne værdi varierer fra race til race. Blandt klinisk raske hunde er forekomsten 2-5 %.

Hvis en hund viser sig TgAA positiv ved en blodprøve, betyder det at den sandsynligvis har lymfocytær thyreoiditis. Dette er ikke på grund af bakterier. Det betyder ikke at hunden nødvendigvis er hypothyreoid, men den har en større risiko for at blive det, da TgAA er tegn på at der foregår en destruktion af skjoldbruskkirtelens væv. Forekomst af TgAA hos en hund, der tilhører en race med forhøjet risiko for at udvikle hypothyreoidisme, på et hvilket som helst tidspunkt af dens liv, indikerer at hunden med stor sandsynlighed har den genetisk disponerede form af lymfocytær thyreoiditis. Der kan forekomme falsk positive resultater i

Materiale og metoder

I specialeundersøgelsen indgik 56 riesenschnauzere fra hele landet. Hunde fra langt de fleste danske avlere var repræsenterede. På blodprøverne blev der udført en generel blodprofil samt analyseret for

T4, TSH og TgAA. Ejerne udfyldte et spørgeskema angående deres hunds almene sundhedstilstand og hver hund gennemgik en kort klinisk undersøgelse med vægt på evt. kliniske symptomer. På baggrund af blodprøveresultater, diagnosticerede vi hundene som enten hypothyreoide/ ikke-hypothyreoide eller i gråzonen, dvs. hunde som vi ikke med rimelig sikkerhed kunne diagnosticere.

Vores endelige grænseværdier blev sat lavere end de grænseværdier som KVL benytter, ved diagnosticering af hypothyreoidisme, med hensyn til T4. Det vil sige at vores diagnosticerings-kriterier var strengere. Dette blev gjort for at modvirke, at raske hunde blev fejlagtigt diagnosticerede som hypothyreoide.

Resultater

Ved de statistiske beregninger af forekomsten af hypothyreoidisme blandt stikprøvepopulationen, dvs. de 56 hunde, er hunde fra gråzonen udeladt, da vi jo ikke med sikkerhed kunne placere gruppen som enten hypothyreoid eller ikke-hypothyreoid.

Ved en T4 grænseværdi på under10 nmol/l eller under, en TSH på 0.51 ng/ml eller over, fandt vi en forekomst af hypothyreoidisme på

Man kan så beregne den generelle forekomst af hypothyreoidisme blandt den danske population med 95 % sikkerhed. Da præcisionen svinger med 12 %, vil det dermed sige at mellem

Til sammenligning blev der i den svenske undersøgelse af riesenschnauzere fundet en forekomst på 8,5 %. Ifølge flere udenlandske større undersøgelser, blandt hunde generelt, ligger forekomsten af hypothyreoidisme på 0,2-0,3 %.

I vores stikprøvepopulation fandt vi en forekomst af TgAA på

Vi fandt yderligere at der er statistisk signifikant flere TgAA positive hunde blandt de hypothyreoide hunde end blandt ikke-hypothyreoide hunde.

Arvelige tendenser i undersøgelsesgruppen

For at se på fordelingen af forekomsten af hypothyreoidisme indenfor de forskellige linier, udarbejdede vi stamtræer over vores stikprøvepopulation, så vidt det var muligt. Eksempler på nogle af de større linier er vist på figur 1 og 2.

Figur 1

Figur 2

Vi skemalagde 44 hunde alt efter, om de er beslægtede i 1., 2. eller 3. led med hannen

X (om X er far, bedstefar eller oldefar), eller om de ikke er relaterede til X. Hannen X har vi mistænkt for at have tilført populationen en forstærkning af gener, prædisponerende for

lymfocytær thyreoiditis. I en af linierne under X er der indført to andre ubeslægtede hanner, der

ligeledes mistænkes for, at have medført yderligere prædisponerende gener.

Der har formodentligt været en vis forekomst af prædisponerende gener i Danmark, længe førend X blev benyttet i avlen. Allerede i 1986 figurerede hypothyreoidisme hos riesenschnauzer på listen over arveligt betingede sygdomme i Sverige og i Danmark har man ligeledes kendt til lidelsen hos riesenschnauzere længe.

Ved hjælp af en statistisk

Konklusion

Vi konkluderer udfra vores undersøgelse at danske riesenschnauzere har en høj forekomst af hypothyreoidisme og lymfocytær thyreoiditis. Den høje forekomst af TgAA indikerer, at danske riesenschnauzere er prædisponerede for hypothyreoidisme og vi har påvist at der er familiær forskel på forekomsten, hvilket understøtter teorien om en arveligt betinget faktor involveret i udviklingen af hypothyreoidisme.

Hvad kan man gøre?

Vi vil anbefale, at der udarbejdes et sæt nye retningslinier for avl, med henblik på at reducere forekomsten af lymfocytær thyreoiditis og hermed hypothyroidisme. Disse retningslinier skal være ment som en opfordring til avlerne og være på frivillig basis.

Vi anbefaler også at man opretter en central database over avlshundes status, samt status på forældre, søskende og afkom. Databasen skal være tilgængelig for alle, således at den kan benyttes af avlere, når de skal bestemme sig for hvilken hund, der er mest favorabel for deres fremtidige avlslinie. En sådan database vil tilmed opsamle information til stor gavn, ved senere klarlægning af arvegang og om der ses de forventede resultater af selektiv avl.

Forslag til nye retningslinier for avl:

Man kan teste hunden på alle alderstrin, men det er unødigt at teste hunden, før den er et år, da der

sjældent kan påvises sygdom så tidligt. At en hund testes negativ et år betyder ikke, at den ikke kan have udviklet lymfocytær thyreoiditis og være TgAA positiv det næste år.

En TgAA positiv test indikerer, at hunden med stor sandsynlighed er genetisk disponeret for

lymfocytær thyreoiditis. Det frarådes at anvende en TgAA positiv hund til avl. Kun i helt specielle tilfælde kan man se bort fra denne anbefaling, hvis hunden har en særlig ønskelig egenskab. Det kunne for eksempel være, at denne hund har nogle særligt gode gener i kampen mod en anden alvorligere genetisk betinget lidelse. Parring bør da udelukkende ske med en hund fra en TgAA fri linie.

Hvis man venter med at avle på en hund, indtil den er tre år gammel, er der større chance for at have

påvist TgAA, hvis hunden er prædisponeret. Samtidigt giver ventetiden en bedre mulighed for at

følge op på forældrenes og deres tidligere afkoms status, samt søskendes status, inden hunden selv indgår i den fremtidige genpulje.

Da der er stor sandsynlighed for at hypothyreoidisme kan være arveligt betinget, er det svært at retfærdiggøre avl med syge individer. Ifølge Dansk Kennel Klubs etiske regler for opdræt, må hunde med arvelige defekter ikke anvendes i avl. I Dansk Kennel Klubs FCI standard, no. 181 fra november 2000, står der at forhold der påvirker en hunds sundhed negativt, betragtes som en alvorlig fejl.

Al god avl handler om åbenhed og sandfærdighed. Disse nye retningslinier vil uvægerligt betyde, at

mange hunde og opdrættere rammes, men med tiden vil der sandsynligvis være betydeligt færre,

end hvis man vælger at ignorere der er et problem. Ved at følge nye retningslinier indenfor avl kan

man forhåbentligt bringe sygdomsfrekvensen af hypothyreoidisme ned.

En stor tak til Dansk Schnauzer og Pincher Klub og Dansk Kennel Klub. Uden deres økonomiske støtte og hjælp fra havde dette speciale ikke været muligt. Også en stor tak til de hundeejere der deltog i projektet.

Med venlig hilsen Stine Tolderlund og Stina Elmelund.

Litteraturliste samt artikeludgave med kildehenvisninger kan udleveres ved henvendelse til forfatterne. Der besvares ikke generelle spørgsmål angående fortolkning af resultater og behandling. Mail: Elmelund@knus.dk