Favorittitler: (Kan alle findes på
www.canis.dk
Egtvedt/Køste: Lydighedstrening i teori og praksis(Norsk)
Egtvedt/Køste: Klikkertræning for din hund (Dansk)
Svartdal/Flaten: Læringspsykologi (Norsk)
Svartdal: Begreber i læringspsykologi (Norsk/Engelsk opslagsbog ordnet efter Engelske stikord =MEGET anvendelig)
Nedenstående artikel er den oprindelige version af en artikel jeg i sin tid indsendte til politihundeforeningens landsblad "Politihunden". Den blev imidlertid bortcensureret fordi man mente jeg udtalte mig personligt nedsættende om en kendt PHér. Der gik muhammedkrise i sagen så jeg måtte slette den omtalte bogs titel og forfatterens navn fra artiklen for at få den i bladet.Den version kom ½ års tid efter i Phbladet. Uha jeg havde kritiseret en af politihundeskolens undervisere og tidligere ledere Kurt Verup Runefelt. Fy da. Det gjorde jeg rent faktisk ikke. Jeg kommenterede bare en bog han har skrevet, nemlig "Hund kend dine evner".
Men døm selv.
Om at lære
I gennem de sidste par år har jeg følt det uomgængeligt at begynde at få noget større viden om hund og hundetræning. Dels har jeg haft vanskelige hunde, dels er den hjælp man får fra forskellige sider ofte meget forvirrende, dårligt formidlet eller i bedste fald nytteløs. Man hører kloge mennesker tale om lederskab, drifter, operant betingning, klassisk betingning osv. i en pærevælling. Og hvem skal man tro på? Når man så spørger ind til det, bliver de fleste uldne i mælet og løber egentlig bare med en halv vind om noget de har hørt …osv. Så må man selv tage tråden op og LÆSE noget. Og her er man faktisk ikke ret meget bedre hjulpet. For rigtig mange af de hundebøger der findes på markedet er enten ikke særlig konkrete, usystematiske og desværre også ofte helt uden videnskabeligt verificeret grundlag (= fuld af hjemmestrikkede teorier). Meget af denne ”viden” breder sig så ud i hundeverdenen, og rigtig mange hundeførere ender så med at gå rundt at tro at ”det er sådan det bare er”.
En af de ting jeg selv har haft brug for, er at finde ud af hvordan en hund lærer. Hvorfor gør den ikke det jeg vil have den til? Og hvordan får jeg den til at forstå hvad jeg vil have etc.? Når man så snakker metoder med folk, er der mange der slynger om sig med begreber som f.eks. klassisk og operant betingning, ja vi har sågar haft besøg af en kendt PH`er i klubben der holdt et foredrag (i øvrigt om et helt andet emne) og brugte disse begreber uden at kunne forklare hvad det betød. Når folk stiller sig op offentligt og vil foregive at undervise andre og så kun har halve vinde i ærmet synes jeg det er et problem. Efter at jeg selv har brugt tid på at sætte mig ind i dette emne, har jeg fundet ud af at 99% af de hundefolk jeg kender ikke aner hvad det betyder og dem der bruger disse begreber viser sig lige så ofte at være fejlinformeret. Dette gælder f.eks. også Kurt Verup Runefelt i hans nye bog omtalt i Politihunden nr1 /07. Hans definitioner af flere af de læringspsykologiske begreber er enten decideret fejlagtige eller også så mangelfulde at de er ubrugelige. Lidt ærgerligt for jeg kan virkelig godt lide Verups positive hundevenlige intentioner. Men denne mangelfulde/fejlinformerede viden indenfor læringspsykologien gav, for mig, bogen et gevaldigt troværdighedsproblem i forhold til de andre emner den behandler. Det blev ikke bedre af at den fuldstændigt mangler referencer. (Den er også frygtelig beskæmmet af stavefejl/slåfejl osv. En korrekturlæsning ville have pyntet gevaldigt).
Hvor går man så hen?
Læringspsykologi er et vidensområde som har en forskningstradition helt tilbage til 30èrne. Læringspsykologien har beskrevet hvordan alle individer med en rygsøjle lærer. Den baserer sig på masser af forsøg med forskellige dyr og er også brugt til træning af f.eks. autister. Så det her er noget der rækker langt ud over hundeverdenen. Der findes gode lærebøger når man kigger udenfor hundeverdenen, og jeg har på det sidste virkelig fået nogle ting på plads ved at læse Frode Svartdals & Magne Arve Flatens.”Læringspsykologi”. Men indenfor hundeverdenen har jeg faktisk også fundet en let tilgængelig bog som giver en udførlig og korrekt indføring i emnet (og der står også MEGET andet nyttig hundeviden i den bog!). Den hedder ”Lydighedstrening i teori og praksis” af Morten Egtvedt og Cecilie Køste. Begge forfattere har en akademisk baggrund men har samtidig erfaring(på instruktørniveau) indenfor redningshundetjeneste og forsvarets hundetjeneste i Norge. Det er den bedste hundebog jeg til dato har læst!
Hvad skal vi bruge læringspsykologien til?
Ja uanset HVILKEN metode du bruger i din træning, så gælder læringslovene. Ingen hundefører kan derfor undsige sig læringslovene. De principper der ligger til grund for læring regerer uanset om vi bruger dem bevidst i træningen eller ej. Men det er indlysende at man opnår større effektivitet i indlæringen hvis man udnytter sin viden i praksis. Resultaterne bliver ikke helt så tilfældige. Og det bliver også lettere at finde ud af hvad der gik galt, og hvad der så evt. skal ændres.
Læringspsykologiens grundbegreber er derfor ikke en beskrivelse af en bestemt metode, men er en overordnet forklaring på hvordan læring opstår. De gælder for alle, både hund og hundefører, uanset metode, program og disciplin.
Måder vi lærer på
De vigtigste former for læring er:
-
Habituering
-
Sensitisering
-
Klassisk betingning
-
Operant betingning
-
Observationslæring
Jeg vil ikke gennemgå dem alle her. Vil du vide mere så læs ovenstående bøger. Imidlertid vil jeg kort prøve at skitsere hvad klassisk og operant betingning er og forskellen på disse. (Det er dem jeg har hørt så mange fejlagtige forståelser af). Det er også dem der er mest aktuelle i hundetræning.
Klassisk betingning
Først: Det hedder ikke ”betinging” på dansk som mange fejlagtigt tror, men betingNing!(Betyder i øvrigt bare LÆRING) (Slå op i retskrivningsordbogen eller se professor Aage Hauglands oversættelse af Skinners:About Behaviorisme” (Ham der har udviklet adfærdsanalysen til en helhedsteori). Men det er en mindre detalje.
Nogle tror at klassisk betingning er den ”gammeldags” måde at træne hund på (strafbetonet) eller at det er den indlæringsform der gør sig gældende når vi taler om øvelser i en eller anden ”drift”. Kurt Verup skriver f.eks. sådan her om klassisk betingning:”Denne form for indlæring er baseret på at individet får ros eller skænd, alt efter udført handling”.(s.24)
Det er alt sammen forkert.
I klassisk betingning er det refleksadfærd og deres tilhørende stimuli der er tale om. Reflekser er adfærdsformer vi enkelt sagt ikke har en viljestyret kontrol over.(Refleksadfærd er f.eks. også udløsning af STRESS og følelser). De udløses af en tilhørende stimulus. Mad udløser dannelse af spyt. Slår lægen dig på knæet, sparker du ud med benet. Du kan ikke vælge at lade være. Det ændrer heller ikke på adfærden om vi bliver straffet eller belønnet for den. Den kommer kun hvis den rette stimulus er der. Adfærden UDLØSES. Den opretholdes eller formes altså ikke af en konsekvens (straf/belønning). Læring opstår hvis man parrer en i udgangspunktet neutral stimulus (en lyd, grønt lys etc.) med den ubetingede stimulus (mad f.eks.) hvorefter savleriet udløses. Kobles lyden med maden tilstrækkeligt mange gange, vil hunden begynde at savle bare ved lyden. Savleriet er nu blevet en betinget refleks udløst af den betingede stimulus (lyden). Det var (meget kort fortalt) det Pavlov fandt ud af. Og det er den proces der er klassisk betingning! Selve adfærden at savle er ikke noget hunden har lært (det er en adfærd den er født med), men den har lært at udløse adfærden på en ny stimulus.
Det er altså ikke den type indlæring vi bruger når vi lærer hunden at apportere, gå fri ved fod, rundere, gå spor etc. Dette er alt sammen adfærd som kan ændres/formes af en konsekvens. Og så er vi ovre i…..
Operant betingning
(Og ja, det hedder operanT betingning, ikke operanD betingning).
Her taler vi om adfærd som styres af de konsekvenser adfærden får. Operant betingning handler altså om alle de adfærd der ikke er reflekser. Operant adfærd defineres som ”adfærd hos dyr og mennesker hvor konsekvenserne af den adfærd som udføres påvirker sandsynligheden for at den senere vil gentages” (Svartdal og Flaten s.90, citat oversat af undertegnede). På godt dansk: =en adfærd hunden vil gentage hvis det betaler sig (belønnes), eller som vil udeblive hvis den ikke betaler sig (straffes tilstrækkelig hårdt). Vi må jo sige at alle de øvelser vi kender i ph-programmet ikke er adfærd som hundene er født med og som bare kan udløses med den rette stimulus, men er adfærd som kan trænes frem ved hjælp af belønning eller straf alt efter metode. Det handler (stort set) om viljestyret intentionel adfærd. Vi er født med evnen til at sætte os (det er hunden også), men vi kan selv bestemme om vi vil sætte os og hvornår. Hvis vi bliver belønnet for at sætte os, øges sandsynligheden for at vi vil gøre det igen i en tilsvarende situation, og modsat hvis vi bliver straffet for det. Hundene (og vi) kan så være født med nogle arvelige adfærdstræk der gør dem mere eller mindre egnede til at udføre forskellige øvelser (forsvarsarbejde f.eks.). Arvelige adfærdstræk er noget af det som giver forskelle mellem racerne, men også mellem linjer indenfor en race. Har hunden en stor portion medfødt evne for at løbe ud og bide fat i et ærme, kræves der ikke lige så meget træning (men træning er stadig nødvendig!) for at opnå et bestemt resultat som hos hunden der besidder en mindre portion arvelige anlæg for dette. Det betyder ikke at det ikke kan lade sig gøre at lære hunden med en ”dårligere” genetisk disposition dette, der skal bare lægges mere arbejde i det. Det færdige resultat afhænger altså både af mængden af træning og medfødte evner. Men der findes ikke et færdigfabrikata hvor adfærden bare kan udløses hvis den rigtige stimulus præsenteres.
Tilbage til konsekvenserne der påvirker adfærden. I læringspsykologien taler man om to overordnede konsekvenser nemlig: forstærkning og straf. Disse to inddeles igen i positiv og negativ forstærkning og positiv og negativ straf.
Positiv forstærkning er ikke den sværeste. Positiv forstærkning er betegnelsen for det at præsentere en positiv forstærker (på godt dansk: ALT hvad hunden opfatter som belønning) når en adfærd forekommer. Det er at belønne en adfærd hvorved det bliver mere sandsynligt at den vil blive gentaget.
Negativ forstærkning: Her går det galt for de fleste!(f.eks hos Verup på s.27) En adfærd der er under negativ forstærkning, er en adfærd der forhindrer tilførsel af aversiv stimulus (ubehag af enhver art, det vi i daglig tale kalder straf). Negativ forstærkning indebærer altså at hunden tidligere er blevet straffet (positiv straf, se nedenfor) for en anden handling. Eksempel: Din hund skal gå pænt i line. Du rykker hårdt i kvæleren hver gang den ikke befinder sig nøjagtig med skulderen ud for dit venstre ben. Rykken i halsbåndet ophører når den går det rette sted. Hunden arbejder da under negativ forstærkning når den befinder sig korrekt på plads og stopper dermed dine tildelinger af positiv straf. Og positiv straf betyder at tilføre aversive stimuli, f.eks. rykke i halsbåndet, slå, rive i øret, råbe etc. for at få adfærden til at ophøre eller at fremtvinge en anden adfærd.
Negativ straf betyder at tilbageholde eller fjerne en stimulus (en af dem hunden gerne vil have) hvorved adfærden bliver mindre sandsynlig. Verup bytter rundt på negativ forstærkning og negativ straf. Hans definition af negativ forstærkning er definitionen på negativ straf ”hunden hindres i at få opfyldt sit driftsmål”(s.27).
Her er vi så lige nødt at fortælle om bivirkningerne ved positiv straf inden vi går videre med den operante betingning. Brug af aversiver (ubehag) medfører undslippelsesadfærd ,angst(hunden vil ikke hen til dig når du råber ad den), aggression! og apati. Apatiske hunde er dem nogle opfatter som meget lydige, men er bare hunde der foretager sig så lidt som muligt for at undgå ubehaget. At tilføre sin hund straf har også en tendens til at komme ud af kontrol og fører nogle gange til decideret mishandling. Det er nemlig forstærkende for føreren at komme af med sin vrede……
Husk på dette når du vælger hvilke konsekvenser du vil bruge i din træning. Når man ikke tildeler sin hund positiv straf har man adgang til hundens fulde kapacitet.
En operant adfærd kan også bringes under kontrol af en stimulus (diskriminutive stimuli). Dette er situationsbestemte stimuli som signalerer at en bestemt adfærd vil blive efterfulgt af en forstærkende stimulus. Det kan f.eks. være en sid-kommando der efterfølges af at hunden sætter sig fordi den tidligere har erfaret at dette lønner sig.
Efterhånden som hunden har haft rigtig mange repetitioner af en øvelse hvor føreren har været kvik til at belønne, vil hunden kunne udføre adfærden lynhurtigt og uden at tænke over det. Den kan det ”på rygmarven” uden at tænke over det. Men adfærden bliver aldrig til en betinget refleks af den grund (sådan som Verup skriver på s.18). En grundigt indlært adfærd kan blive flydende eller automatiseret som det også kaldes (se artikel om dette af Morten Egtvedt i hundebladet Canis 1 2007). En operant adfærd forbliver en operant adfærd og der er altså ikke tale om klassisk betingning af den grund. MEN som Bob Bailey altid citeres for at sige ”Du har altid Pavlov siddende på din skulder”. Dvs. den klassiske betingning er altid med. Hundens reflekser (herunder udløsning af stress og følelser) følger jo med sammen med indlæringen af den operante adfærd. Og det er værd at tænke over ….og lære mere om. Med klassisk betingning kan du lave stresskontrol f.eks., noget jeg selv har haft utrolig stor gavn af på mit spor.
….og sådan kunne vi fortsætte i meget lang tid. Men kære hundefører: Læs selv bøgerne!
Som du sikkert kan se, er der utrolig meget guld at hente i læringspsykologien. Man beskæftiger sig også kun med det man kan se (observere) og ikke med at gætte på hvad hunden tænker, hvilken drift den er i, om den opfatter mig som leder etc. Nej vi lærer den bare den adfærd vi ønsker at se og så kan man jo vælge at gøre det på en måde hvor hunden også er glad (lad være med at bruge positiv straf).
De bøger/blad jeg omtaler i artiklen har jeg fundet på
www.canis.dk