Hvad er en riesen?

Historien om..

....hvordan jeg lærte at gå en stor bue uden om udstillingslinjer når jeg køber ny hund!

Loke og Zibyl få dage efter vi overtog Loke.

Hvad er en riesen?

Ja, det har taget mig lidt tid at finde ud af. Men allerførst vil jeg lige sige at det følgende ikke er et forsøg på at hænge nogen ud. Derfor er der ingen navne, hverken på opdrætter, kennel eller hunde. Man skal forstå at vi ELSKEDE vores hunde og at dette er en historie om hvor mange trængsler man pådrages som hundeejer når man køber en hund uden at vide nok om hvad det er man køber.

Vi (min mand Henrik og jeg (Dina)) købte vores første riesenschnauzer i 1998. Vi havde tidligere haft siberian husky´s, den sidste døde i 98. På en ferie havde vi mødt nogle herlige tyskere der havde en pragtfuld men ret skarp riesen ved navn Toni. Da vores husky-tæve døde kort efter ferien, gik vi igang med at finde en riesen i Danmark som måske ikke skulle være helt lige så skarp.

Vi fandt en opdrætter med et kuld hvalpe og tog over (til Jylland, vi bor selv på djævleøen) for at se på sagen. Og så var vi solgt. Søde rare hunde og selvfølgelig ditto hvalpe. Vi valgte en han og fik ham hjem 3 uger senere.

Vi havde imidlertid ikke gjort vores forarbejde godt nok med hensyn til at sætte os ind i racens sygdomsmæssige svagheder. Vi havde heller ikke nogen klar målsætning for hvad hunden skulle bruges til. Men når man køber noget der tilhører kategorien stor brugshund, MÅ man idet mindste træne med den. Så det gjorde vi. Nu forventede vi at få en livlig hund med et stort motionsbehov og ditto behov for opdragelse. Det fik vi ikke. Vi fik en meget sød, rolig og (lidt for) medgørlig hund. Men vi begyndte at træne med det samme og blev efterhånden meget interesserede i brugsarbejdet. Hundens interesse i brugsarbejdet var dog til at overse. Vi kæmpede en brag kamp og jeg forstod ikke hvorfor han blev mere og mere træt, havde ufattelig mange skel, blev tyndpelset og frøs. Fra han var 1 til omkring 2½ år besøgte vi dyrlægen adskillige gange uden at få nogen forklaring på hans manglende trivsel. Men inden han blev rigtig dårlig nåede vi at købe en ny hund fra samme kennel. Imidlertid mistede vi denne han hvalp allerede 9 mdr. gammel. Hundene havde selv åbnet hoveddøren (som siden den dag ALTID har været låst) og var gået en lille tur uden for matriklen. Desværre bor vi lige ved siden af jernbanen og hvalpen blev dræbt af toget. Det var nok en af de værste dage i mit hundeliv.

.....
Kun 3 mdr. efter tog vi atter over og hentede en halvbror til denne hvalp.

Efter at have læst en del på nettet om hundesygdomme (netdyredoktor o.lign) fandt jeg frem til at en del riesen faktisk har hypothyreoidisme. Dette havde jeg også hørt nogle "pip" om fra trimmeren og opdrætteren. Men de mente bestemt ikke det kunne være det min hund fejlede.....På trods af at hans mor også fejlede dette. Og de mente bestemt heller ikke dette var arveligt (eller VILLE de ikke vide det?). Men vi blev alle klogere....Jeg fik taget en blodprøve og ja, min hund var meget syg af hypothyreoidisme (læs mere om dette på
http://www.netdyredoktor.dk/ ). Man kan give medicin i form af thyroxin som kan give hunden et fornuftigt liv, men sygdommen er kronisk. Min hund måtte have taget blodprøver gentagne gange for at få stillet medicinen korrekt og da han efter et års tid var ved at være oppe på normalværdier var det som at få ny hund. Han blev helt anderledes glad og fik efterhånden også pels og forholdsvis normal hud. Men han havde klo-problemer og "hot-spot" utrolig ofte helt frem til sin død.
Uden at give nogen begrundelse gav opdrætteren os hund nr.3(ikke nært beslægtet med hund nr.1!!) til halv pris. Men da han var et år så jeg tegn på samme sygdom og desværre havde også denne hund T4-problemer. Det viste sig siden hen at både hans mor og far(altså ikke samme forældre som til hund nr.1) fik stillet diagnosen og at opdrætteren så langt om længe indså sit problem og fik aflivet begge forældre......men det var ligesom for sent! Jeg henvendte mig til opdrætter om problemet men der var kold luft. Jeg skrev et brev til dspk om at jeg mente at riesen i Danmark havde et problem og efterlyste en avlspolitik. Brevet hængte på ingen måde opdrætteren ud for denne opdrætter var langt fra den eneste som havde hunde med T4-problemer. Jeg pointerede at denne opdrætter måske havde været for naiv og godtroende i forhold til den store og meget berømte (og berygtede?) amerikanske opdrætter som kennelen havde en del alvshunde fra. Senere viste det sig imidlertid at også hund nr.1`s far havde T4 problemet. Det havde ejeren bare ikke været klar over dengang kuldet blev "produceret". Denne hanhund har jeg så siden hen på kunne læse stamtavle og indavslgrad på - mere end 14%!!!!!!!!!!!!- og hvis jeg havde kunne se det i dag ville jeg ALDRIG have købt en hvalp med så indavlede linjer bag sig. Men sådan bliver man klogere hen ad vejen.
Der blev is kold luft efter dette

. De har selvfølgelig ikke haft overskud til at tænke på konsekvenserne af dette mislykkede avlsarbejde for andre end dem selv. Det har da ikke været sjovt at gå fuldstændigt ned med sin kennel. De skulle bare også have tænkt på hvilke konsekvenser en syg hund har for hvalpekøberen.Og vi er absolut ikke de eneste hvalpekøbere med denne erfaring.Dette kunne have været stoppet på et langt tidligere tidspunkt hvis der havde været en vilje til indsigt.....fra begge sider.

En ting er dyrlægeregningerne (vel omkring 50.000)men det værste er nok sorgen og alle bekymringerne over hundene. Det var en kæmpe sorg for os at miste to hunde henholdsvis på 7 og 4½ år på grund af sygdom! Og mange triste dage på træningsbanen hvor man kunne se at der ikke var megen interesse for træning uanset hvor meget jeg gjorde mig umage for at træne positivt og med meget belønning. Vi kunne have undgået en del af alt dette ved at have krævet en blodprøve af begge forældre inden vi i det mindste havde købt den sidste hvalp. Men det gjorde vi ikke for vi havde tillid til opdrætteren og troede at de vidste hvad de gjorde....
Opdrætteren kendte til denne sygdom længe før vi kom ind i billedet. Om dette sørgelige resultat skyldes mangel på forståelse for avl, mangel på ordentlig viden om sygdommen, ligegyldighed eller total mangel på etik, skal jeg ikke dømme om. Men jeg håber de i hvert fald vil blive klogere. Man skal vide rigtig meget om hvad man gør FØR man gør det. Og man skal tage advarsler alvorligt. Det gælder uanset om man er opdrætter eller hvalpekøber.

Den yngste hund måtte aflives 4½ år gammel (før den ældste) pga. en nyresygdom muligvis som følge af T4-problemet. Vi fik ham desværre ikke obduceret hvilket jeg ærgrer mig meget over i dag.

Den ældste måtte aflives nogle måneder før han fyldte 8 pga. sammenvoksede ryghvirvler. Han nåede at leve sammen med PrinZizzen i 7 mdr. Hun var en solstråle i hans liv.

En nyklippet Laust. Han havde ikke trimmepels. Det ville simpelthen have været dyrplageri at trimme ham... Død 15/9-05 kun 4½ år gammel.Ære være hans minde

Nye tider

Men lidt klogere blev vi i hvert fald. Da hund nr.2 fik stillet diagnosen blev vi enige om at begynde at lede efter en kennel der avlede en RIGTIG OG RASK riesen. For selvom hundene fik medicin og derfor skulle være normaliserede, var der ikke meget interesse i brugstræning fra deres side. Spor var det eneste de gad, så det var det eneste vi havde ordentlig succes med.

Nu er vi af den slags der beholder en hund til den ikke kan mere uanset om den lever op til træningsmæssige forventninger eller ej. Så de fik lov at gå og hygge sig og træne det de gad. Men den næste hund skulle vælges med omhu. Så jeg begyndte at søge efter opdrættere på nettet. Jeg havde nu lavet mig en sort liste over linjer der IKKE skulle stå på stamtavlen til den hund jeg skulle have. Der var flere kriterier. Sundhed og brugsegenskaber. Jeg kontaktede flere opdrættere og stillede spørgsmål til deres avl. Nogle sorterede sig selv fra her pga. deres svar. I 2003 fandt jeg en opdrætter der svarede sagligt på mine spørgsmål til sundhedsstatistikker (for der er andet end t4 at bekymre sig om) og vi tog til Sverige for at besøge kennelen. Det gjorde vi flere gange. Opdrætteren holdt træningssamlinger for hvalpekøbere og venner og vi fik her mulighed for at se en del hunde fra denne kennel i arbejde. Det var guf. Og så har hun en fornuftig og etisk holdning til sundhed. I 2004 valgte vi en tæve (den pragtfulde dame ved navn Ruffa) som vi ønskede hvalp efter og i okt 2005 flyttede Zibyl ind. Jeg besøgte kuldet 5 gange i løbet af de 8 uger så jeg var meget sikker på mit valg. Hun er PRINZIZZEN.

I juli 2007 kunne jeg ikke modstå fristelsen længere: En hvalp efter Falk blev leveret tilbage pga. private omstændigheder. Loke flyttede ind 7 mdr. gammel.

Dejlige Holger kom til at elske Simon. Her en meget langhåret Holger der mere ligner en sort russisk terrier/Bouvier end en riesen. Holger døde sommeren 2006.